Tips til påklædning

Cykelbukser med indlæg er godt for sarte numser. Du skal sidde direkte på skindet, så der ikke er syninger eller folder der gnaver. Buksefedt kan yderligere nedsætte ømhed og kan især anbefales til lidt længere ture.
En svedundertrøje transporterer sveden væk fra kroppen og ud i næste lag tøj. Det gør at vinden ikke kommer til at afkøle kroppen, og i det hele taget er det nemmere at holde en behagelig temperatur.
En trøje med korte eller lange ærmer, alt efter årstiden, er næste lag. Løse ærmer er godt at starte ud med, når du så har fået varmen, kan de lige rulles ned uden du behøver at stoppe.
En vindvest er også en uundværlig del af påklædningen. Det bedste er en tynd vindvest så den ingenting fylder i tasken. Net på ryggen for udluftning og vindtæt foran er det bedste.
Løse ben, der enten dækker knæet eller helt ned til anklerne kan anbefales i forår/efterår, der let kan tages af undervejs.
I vinterperioden skal der et par lange bukser til. Du kan for eksempel tage et par løbebukser udenpå dine cykelshorts, der er som regel nok i starten af vintersæsonen. Hvis du skal have mere varme kan du købe specielle lange cykelbukser med vindtæt forside og ekstra isolering.
Hjelmhue er godt i de kolde måneder evt bare et pandebånd, så behøver du ikke en speciel vinterhjelm og kan bruge den mere luftige sommerhjelm.
Jakker findes i mange tykkelser og varianter, men de fleste vil kunne klare sig med en tynd vind- og vandafvisende om sommeren og en vinterjakke til de kolde dage.
En tynd regnfrakke (lang bagtil) er også godt. Den skal helst kunne krammes sammen til en lille klump så den kan være i baglommen eller tasken. Min erfaring er at en meget tæt regnfrakke er ubehagelig at køre i, da man ikke kan komme af med fugten. Jeg syntes det er bedre med en luftig regnfrakke, der selvfølgelig har den ulempe at den ikke holder al regnen ude.
Noget at det værste er at fryse fødderne. Sko overtræk findes i en tynd og en kraftigere variant som regel i neopren gummi, sidstenævnte er rigtig god om vinteren. Uldsokker er godt – hellere svede end at få kolde tæer. Det er vigtigt at du kan bevæge tæerne lidt for at holde varmen og for at få ”liv” i tæerne ved længere ture.
En cykelsko skal passe og ikke være større end dine normale sko, men det er godt hvis man kan vippe lidt med tæerne. Du kan også købe cykelstøvler der er knap så luftige som sommerskoene, men du slipper ikke for neopren overtrækkerne når det er rigtigt koldt!
Claus Dybdal
Ringsted Motionsklub
Graversensvej 6
4100 Ringsted
Telefon: 22456481
E-mail: jytte@haak.dk
CVR: 29576424
     
Ringsted Motionsklub | Graversensvej 6 Hovmarksvej 5 | 4100 Ringsted | Tlf.: 22456481